Helios Auto ApS, Lautrupvang 12, DK-2750 Ballerup - +45 4457 0088 - hotline@heliosauto.dk
Hvis virksomhedens regnskabsår slutter pr. 31. december 2022, skal der laves en årsafslutning, før der kan udskrives fakturaer for det nye regnskabsår. Dette gælder også, selv om HELIOS kun anvendes til fakturering.
Vi anbefaler, at årsafslutningen foretages, når alle fakturaer for 2022 er udskrevet og alle kladder (debitor-, kreditor-, lager- og finanskladder) er bogført. Den hurtigste måde at se, om der er posteringer i kladder er ved at anvende punktet System / Vis kladdeindhold.
Inden årsafslutningen
Tag en sikkerhedskopi af regnskabet. Hvis Helios er placeret på en ASP server hos Helios Auto ApS, tages kopien automatisk hver nat.
Årsafslutningen
Vælg Finans / Årsafslutning.
I dette skærmbillede angives start- og slutdatoer for det nye regnskabsår (010123 og 311223) samt spærredatoen. Felterne udfyldes automatisk.
Hvis der fortsat er fx købsordrer, som skal lukkes i det gamle regnskab, kan man med fordel sætte Ny spærredato til fx. 011222.
Når årsafslutningen udføres, dannes en primokladde, som skal udskrives og bogføres for at færdiggøre årsafslutningen. Ved at markere felterne Udskriv posteringsjournal og Bogfør posteringer, kan dette ske automatisk ifm årsafslutningen. Vi anbefaler derfor at markere disse felter.
Klik Ok for at starte funktionen.
Hvis der kommer en besked om at "Der er posteringer i en eller flere finanskladder!", betyder det, at der er posteringer i en af kassekladderne. Det er muligt at foretage årsafslutningen med disse posteringer i kladden, men det anbefales at undersøge posterne først. Det samme gælder, hvis det meddeles, at der er posteringer i en eller flere af debitor- , kreditor- eller lagerkladderne.
I flerbrugerversioner vil der være minimum én kladde pr. bruger. Punktet System / Vis kladdeindhold giver et overblik over hvilke kladder, der indeholder posteringer og ved hver kladde findes et punkt til at skifte kladde, så det er muligt at se indholdet af andre brugers kladder.
Det regnskab, som afsluttes, bliver "udvidet” med det nye år. Der bliver ikke dannet et nyt regnskab på listen af regnskaber.
Efter årsafslutningen
Hvis felterne Udskriv posteringsjournal og Bogfør posteringer var markeret, da årsafslutningen blev foretaget, skal du ikke foretage dig mere. Regnskabet for næste regnskabsår er nu klar til brug.
Hvis felterne ikke var markeret, skal du vælge punktet Finans / Primokladde / Posteringsjournal. Her ses en række posteringer dateret 311221U, som skal bogføres for at resultatkonti nulstilles til starten af det nye regnskabsår. Når primokladden er udskrevet, vælges Finans / Primokladde / Bogføring. Når primokladden er bogført, kan fakturering og bogføring for næste regnskabsår påbegyndes.
Efterposteringer/rettelser til det gamle regnskabsår (2022) skal indtastes i primokladden med en dato i det gamle regnskabsår. Disse efterposteringer overføres automatisk til det nye regnskabsår, når primokladden bogføres. Efterposteringer må IKKE dateres 311222U, som de årsafslutningsposteringer, Helios genererede.
Ændring af regnskabsnavnet
Hvis man efter afslutningen gerne vil ændre navnet på regnskabet, vælger man punktet Specialfunktioner / Virksomhedsdata, inden der vælges regnskab. Vælg det regnskab, der skal have nyt navn. Skriv det nye navn og klik Gem.
Se også afsnittet Spørgsmål vedr. årsafslutning for flere oplysninger.
Helios® er et registreret varemærke for Helios Auto ApS, Lautrupvang 12, DK-2750 Ballerup.